Via dele af dagspressen har den opfattelse bredt sig, at man som bilejer kan undgå at betale en privat parkeringsafgift, hvis man blot gør gældende, at den noterede bil på forseelsestidspunktet benyttedes af en anden person, hvis navn og adresse man nægter at oplyse.
Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening (DPPB) har i en pressemeddelelse den 7. januar 2004 gjort opmærksom på, at denne opfattelse ikke har støtte i retspraksis, idet domstolene næsten undtagelsesfrit lægger til grund, at der for så vidt angår private biler består en formodning for, at bilen på forseelsestidspunktet blev benyttet af den registrerede ejer/bruger. Denne kan kun afkræfte formodningen ved at bevise, at han på det relevante tidspunkt befandt sig fjernt fra parkeringspladsen, og således rent fysisk ikke kunne have foretaget parkeringen, eller ved at oplyse, at bilen på det relevante tidspunkt benyttedes af en identificeret tredjemand.
I de tilfælde, hvor en bilejer ved fremlæggelse af flybilletter eller lign. faktisk kan bevise, at han personligt ikke kunne have været bruger af bilen på forseelsestidspunket, men ikke vil oplyse navnet på den eller dem, der havde adgang til bilen på forseelsestidspunktet, er parkeringsselskaberne nu også begyndt at gå andre veje.
Uden at indlede en egentlig retssag med udtagelse af stævning har man under visse omstændigheder mulighed for at anmode om rettens bistand til at sikre sig bevis til brug for en eventuel efterfølgende retssag (retsplejelovens § 343). Et sådant retskridt kaldes ”isoleret bevisoptagelse”.
I et konkret tilfælde havde en bilejer fra Odense afvist, at han selv havde rådighed over bilen pågældende dag og samtidig blankt nægtet at oplyse, hvem der så kunne have disponeret over bilen. Parkeringsselskabet anmodede herefter Retten i Odense om at foranstalte en isoleret bevisoptagelse, således at bilejeren blev indkaldt til et retsmøde for at afgive vidneforklaring under strafansvar.
Retsmødet fandt sted den 23. april 2004. Bilejeren gentog her sin forklaring om, at han ikke selv benyttede bilen den pågældende dag. Han hævdede, at 8-10 personer havde haft adgang til bilens nøgler og havde lov til at benytte den, men nægtede på forespørgsel at oplyse navn og adresse på de pågældende personer.
Da retten herefter oplyste bilejeren om, at han som vidne havde pligt til at meddele disse oplysninger, overgav bilejeren sig og betalte på stedet parkeringsafgiften og de udgifter, der var påløbet, til parkeringsselskabets advokat.
Havde bilejeren fastholdt sin afvisning, kunne retten i medfør af retsplejelovens § 178 om modvillige vidner have valgt at pålægge bilejeren løbende bøder eller at tage ham i forvaring ved politiets foranstaltning, indtil han meddelte de ønskede oplysninger, dog højst i 6 måneder.
DPPB finder således anledning til endnu engang at gøre opmærksom på, at det kan koste dyrt at forsøge at undslå sig en privat parkeringsafgift ved blot at henvise til, at en "ukendt" tredjeperson benyttede bilen på forseelsestidspunktet.
