Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening (DPPB) har følt sig foranlediget til at udsende denne pressemeddelelse i anledning af artikler i december- og januarudgaverne af FDM’s medlemsblad ”Motor” og udtalelser fremsat af FDM’s direktør og jurister til dagspressen efter en dom afsagt af Vestre Landsret den 23. oktober 2003 i en parkeringssag.
Den 2. november 2003 udtalte juridisk chef i FDM, Lars Ellegaard, således følgende til Berlinske Tidende: ”Vores råd til bilejerne er, at hvis bilen har været lånt ud til en anden, så skal man ikke betale. Det er parkeringsselskabet, der skal bevise, hvem der har ført bilen”.
I en skrivelse til et af parkeringsselskabernes advokat skrev fuldmægtig Casper Schad, FDM, den 7. november 2003 bl.a. følgende: ”Indtil Højesteret eventuelt på et senere tidspunkt skulle træffe anden afgørelse, vil FDM således fremover anbefale samtlige FDM’s medlemmer at nægte at betale p-afgifter pålagt, mens bilen var udlånt til en anden person, ligesom FDM fremover vil anbefale vore medlemmer at nægte at oplyse om mulige brugere til parkeringsfirmaet”.
I en underoverskift i november-udgaven af ”Motor” hedder det: ”Låner du din bil ud, og får føreren en kontrolafgift på en privat P-plads, er du ikke forpligtet til at betale eller fortælle, hvem der har parkeret bilen”.
Vestre Landsretssagen, som foranledigede disse udtalelser, vedrørte parkering af en bil, der tilhørte et aktieselskab, og som anvendtes ikke alene af selskabets egne medarbejdere, men også af selskabets forretningsforbindelser. Parkeringsselskabet kunne derfor ikke i det konkrete tilfælde gøre gældende, at selskabet hæftede for parkeringsafgiften ifølge almindelige stillingsfuldmagtsregler (da det var usikkert, om andre end selskabets medarbejdere havde anvendt bilen den pågældende dag). Det fremgår således udtrykkeligt af dommen, der frifandt aktieselskabet, at parkeringsselskabet ”… ikke har gjort gældende, at (selskabet) hæfter som følge af fuldmagtssynspunkter…”.
Vestre Landsretsdommen vedrører et atypisk tilfælde, nemlig at en firmabil tillige anvendes af andre end selskabets egne medarbejdere, og der kan derfor ikke, som FDM har gjort det, drages paralleller til den typiske situation, hvor en firmabil kun benyttes af selskabets medarbejdere, og endnu mindre til parkering af almindelige privatbiler.
I den typiske situation, hvor en firmabil kun anvendes af selskabets egne medarbejdere, må det forventes, at stillingsfuldmagtssynspunktet fører til, at selskabet, der ejer bilen, vil blive dømt til at betale parkeringsafgiften.
Stillingsfuldmagtsreglerne indebærer eksempelvis, at et selskab, der ejer en firmabil, normalt hæfter for den benzin, som chaufføren fylder på bilen, og alt taler for, at landsretten også vil finde, at et selskab i et sædvanligt kontraktforhold, som der er tale om ved parkering på private, kontrollerede parkeringspladser, hæfter for de forpligtelser, som selskabets medarbejdere har indgået.
FDM har efterfølgende, bl.a. efter et par kritiske artikler i Ekstra Bladet, nuanceret sine udtalelser en smule, men uden at give en klar melding om, hvorledes retsstillingen på området må antages at være. Således angriber man i januar-udgaven af "Motor" Ekstra Bladet for ikke have forstået reglerne – hvor kendsgerningen tværtimod er, at FDM ikke har forstået, eller i hvert fald ikke orienteret korrekt og fyldestgørende om reglerne.
Det er DPPB magtpåliggende, at ingen bilist på grund af uklar eller fejlagtig rådgivning involverer sig i bekostelige retssager om parkeringsafgifter, hvis det på forhånd ligger mere eller mindre klart, at bilisten vil tabe retssagen. Oven i selve parkeringsafgiften koster det typisk 7.000 – 8.000 kr. at tabe en sådan retssag, hvortil kommer omkostningerne til en eventuel egen advokat.
Som anført ovenfor er det parkeringsbrancheforeningens opfattelse, at selskaber i typesituationen hæfter for og vil blive dømt til at betale en parkeringsafgift. Det skal for alle tilfældes skyld tilføjes, at man som firmabilejer skal være forsigtig med uden videre at påstå, at en bil anvendes af andre end firmaets medarbejdere, dels fordi forklaring for retten jo afgives under strafansvar, dels fordi andres anvendelse af en firmabil kan have skattemæssige konsekvenser.
For så vidt angår almindelige privatbiler er retsstillingen efter brancheforeningens opfattelse den, at der består en formodning for, at bilen på forseelsestidspunktet blev benyttet af den registrerede ejer/bruger, og at denne kun kan afkræfte formodningen ved at bevise, at han eller hun på det relevante tidspunkt befandt sig fjernt fra parkeringspladsen, og således rent fysisk ikke kunne have foretaget parkeringen, eller ved at oplyse, at bilen på det relevante tidspunkt benyttedes af en identificeret tredjemand.
Vestre Landsret har ved den nævnte dom af den 23. oktober 2003 ikke taget stilling til den anførte formodningsregel, og kunne ikke tage stilling: sagen var jo, at bilen ejedes af et aktieselskab, og da et selskab som sådan ikke kan være indehaver af et førerbevis, kan der af gode grunde heller ikke bestå nogen formodning om, at ”selskabet var fører af bilen".
DPPB står ikke alene med sin opfattelse af, hvad retsstillingen er. Ikke alene har en række byretsdomme forud for den nævnte landsretsdom lagt samme opfattelse til grund, men også efter landsretsdommen holder byretterne fast ved det, som også efter parkeringsbrancheforeningens opfattelse er retsstillingen:
Retten i Tårnby dømte den 1. december 2003 en bilist, som påstod, at hverken han, hans ægtefælle eller andre havde benyttet bilen den pågældende dag. Retten fandt ikke, at bilejeren havde sandsynliggjort, at parkeringen var fortaget af andre end ham selv.
Retten i Sønderborg dømte den 5. december 2003 en bilejer med den begrundelse, at bilen tilhørte hende på det relevante tidspunkt, hvorfor det havde formodningen for sig, at hun havde foretaget parkeringen. Billisten forklarede i denne sag, at hun var ude af stand til at oplyse, hvem der havde foretaget parkeringen.
Den 8. december 2003 afsagde Retten i Tåstrup dom i en sag anlagt af et parkeringsselskab mod et aktieselskab. Selskabet påstod sig frifundet med henvisning til, at en navngivet medarbejder på det pågældende tidspunkt havde rådighed over bilen, hvorfor han og ikke selskabet hæftede. Selskabet blev dømt med udtrykkelig henvisning til de ovenfor omtalte stillingsfuldmagtsregler.
Endelig kan nævnes en dom afsagt af Civilretten i Hillerød den 16. december 2003. Et aktieselskab var registreret som ejer af bilen og selskabets direktør som bruger. Sagen var anlagt mod direktøren personlig, som i retten forklarede, at han ikke selv førte bilen den pågældende dag, men at han var bekendt med, hvem der førte bilen; han ville blot ikke oplyse navnet på pågældende. Direktøren blev dømt til at betale.
Det bemærkes, at de fire nævnte byretsdomme ikke alene tidsmæssigt ligger efter Vester Landsrets-dommen, men at byretten i i hvert fald tre af de fire tilfælde havde en kopi af landsretsdommen på bordet inden domsafsigelsen. Det bemærkes endvidere, at brancheforeningen ikke er bekendt med, at der efter den nævnte landsretsdom er afsagt domme, som lægger en anden retsstilling end den beskrevne til grund.
De bilejere, som vælger at følge FDM’s råd på dette punkt, må således nok forberede sig på en ubehagelig overraskelse.
